Fem Fede Dage-konceptet er her illustreret.
Fem Fede Dage-konceptet er her illustreret.

Reparationer, genbrugscatwalk og fællesskab: Fem Fede Dage gør grøn omstilling sjov og innovativ 

Alle skal med i den grønne omstilling – men det kræver at de grønne valg i hverdagen både er nemme og sjove. Det arbejder VedvarendeEnergi for – og det samme gør vores ungdomsorganisation, UngEnergi. I uge 46 deltog 52 gymnasier i hele landet i UngEnergis klimakampagne Fem Fede Dage. Her dystede de deltagende gymnasier over fem dage i at udvikle kreative, innovative og bæredygtige løsninger indenfor flere forskellige klimaproblematikker. Eventet har ført til utallige aktiviteter, hvor klima og miljø står i centrum – alt sammen med det formål at gøre de unge mere klimabevidste. Det fortæller Ida Gadensgaard, som er projektkoordinator på Fem Fede Dage og studentermedhjælper hos UngEnergi. 

Af Julie Anna Krag Nielsen 

Catwalk med genbrugstøj, ingen telefoner og kreative vegetarretter. Det er blot et lille udsnit af hvad de 52 deltagende gymnasier, som deltog i årets udgave af Fem Fede Dage, kunne byde på i uge 46. Hvert år udfordrer UngEnergi landets gymnasier til at udvikle og afprøve bæredygtige idéer hen over en hel uge i november – og dét gymnasium med den mest kreative og bæredygtige idé vinder 10.000 kroner til at videreudvikle ét af de bæredygtige koncepter, de har fundet på i løbet af ugen – eller til at udvikle et nyt bæredygtigt tiltag eller event.

Hver af de fem skoledage i ugen har et nyt tema, for eksempel mad-mandag og off-onsdag. Temaerne er brede, så hver dag kan bygges op omkring bæredygtighedsudfordringer, hvor alle kan være med. Ved at inddrage eleverne i konceptet Fem Fede Dage retter UngEnergi gymnasieelevernes opmærksomhed mod klima og bæredygtighed – og de gør det på en måde, der gør det sjovt at være bæredygtig.  

“Formålet er at øge elevernes bevidsthed om deres valg og hvilken indvirkning de har på klimaet,” fortæller Ida Gadensgaard, som er projektkoordinator på Fem Fede Dage og studentermedhjælper hos UngEnergi. 

“Samtidig er formålet med Fem Fede Dage også at få skolerne til at indføre flere grønne tiltag, som for eksempel mere vegetarmad i kantinen eller bedre affaldssortering.“ 

UngEnergi sætter bæredygtighed på skoleskemaet 

I ugerne op til årets udgave af Fem Fede Dage har Ida – sammen med en række frivillige fra UngEnergi – været ude og holde oplæg samt workshops for eleverne på de deltagende gymnasier. Idéen var at videregive inspiration og igangsætte den kreative proces for de elever, som har været ansvarlige for at afvikle Fem Fede Dage på de enkelte skoler. I forbindelse med oplæggene og workshopsene har eleverne haft mulighed for at udvikle idéer, sparre med hinanden, og få gode råd til at komme godt fra start og planlægge en uge fyldt med sjove bæredygtighedstiltag. 

Som noget nyt, har Fem Fede Dage i år også bredt sig ud til erhvervsskolerne, hvor der også har vist sig at være engagement. 

“En erhvervsskole har tilmeldt sig til Fem Fede Dage i år, og vi håber at få flere med til næste år. Vi ønsker at alle landets skoler tager konceptet til sig, og får sat bæredygtighed på skoleskemaet,” fortæller Ida.  

Gymnasieeleverne udviser engagement på trods af regnvejr 

HHX-gymnasiet i Risskov ved Aarhus er én af de skoler, der har fokus på bæredygtighed i anledning af Fem Fede Dage. Og her er eleverne begejstrede for konceptet.  

Torsdag i uge 46 er blevet døbt ‘Transport-Torsdag.’ Her trodser eleverne mørke, regn og kulde, og cykler alligevel til skole i bæredygtighedens navn. Når de cyklende elever når frem til skolen, står tre andre elever klar til at belønne dem: Med kurve fyldt med pebernødder, orangestænger og kiks deler de ud af snacksene, og eleverne på cyklerne tager flittigt for sig på vej ind på skolen.  

“Det her er bare en af de ting, som er med til at give eleverne det ekstra skub til at vælge cyklen fremfor bilen,” fortæller en af eleverne, som står og deler slik ud.  

“Det er ikke altid lige nemt at få lokket folk til at cykle i november måned, især ikke hvis de har en bil. Men, når vi er flere der gør det, så hjælper det til at man selv får det gjort,” fortsætter hun. 

Da turen hen på eftermiddagen går hjem igen, er der mulighed for at få pumpet cyklerne, så eleverne er helt klar til afgang.   

Reparationer og vegetarisk mad på Instagram 

Udover HHX-gymnasiet i Risskov, var der generelt god opbakning fra både skoler og elever til årets Fem Fede Dage. Det er også tydeligt på de sociale medier, hvor eleverne har udvist stort engagement på Instagram.  

Det er sket i forbindelse med, at hver af de deltagende gymnasier er blevet bedt om at oprette en Instagram-profil, hvor de har delt, hvad eleverne har lavet, og hvilke aktiviteter, som de har fundet på i løbet af de Fem Fede Dage. Her har de postet om alt fra et reparationsværksted, hvor eleverne kunne medbringe deres ødelagte tøj og få det fikset til en gruppe elever, der har fundet på nye idéer til vegetariske retter, der kan serveres i skolekantinerne.  

Ud af de mange nye og sjove idéer, der har fyldt på de sociale medier, er der særligt én skole, der har skilt sig ud: Vestskoven Gymnasium i Albertslund – som også er dette års vinder af Fem Fede Dage. I løbet af uge 46 havde de blandt andet lavet et reparationsværksted, hvor eleverne kunne komme og få rengjort deres sko og lappet deres bukser – og så var de lykkedes med at skabe et stort fællesskab omkring bæredygtighed på skolen.  

“Det er igennem fællesskabet at vi kan støtte hinanden og sparre med hinanden, når det gælder grønne tiltag. Det gør det måde sjovere og nemmere at skabe nye grønne tiltag sammen,” fortæller Ida afsluttende.  

 

Scroll to Top