Hjem > Mangel på klimamærkninger i tøjindustrien

Mangel på klimamærkninger i tøjindustrien

Verdens forbrug vokser og vokser - til stor belastning for klimaet og miljøet. Det er særligt produktionen af tøj, der påvirker klimaet. Tøj og tekstil udgør den fjerde største klimabelastning i Europa. VedvarendeEnergi arbejder for at skabe en mere ansvarlig og bæredygtig produktion og forbrug, hvor der er fokus på mindre forbrug, mere genanvendelse, længere holdbarhed og bæredygtige materialer. I den forbindelse har Lisa Buus Nielsen, frivillig i den klimapolitiske gruppe hos VedvarendeEnergi, undersøgt hvordan tøj- og tekstilbranchen forholder sig til deres klimapåvirkning.

 Af Jeppe Schlüter Pleidrup 

 I sensommeren 2020 satte modeinteresserede Lisa sig for at kortlægge hvilke miljømærkninger, der findes inden fortøjindustrien. Med viden om tøjproduktionens enorme klimaaftryk i baghovedet tog Lisa initiativ til projektet. 

 Ifølge Energiforum Danmark  står tøjindustrien for 10 procent af den globale udledning af drivhusgasser - altså mere end hele den internationale flytrafik og shippingindustri. Netop på grund af industriens store udledninger, forventede Lisa, at der var nogle særlige reguleringer i forhold til klima i branchen. 

 "Men det viste sig at der ikke var nogen decideret mærkning rettet mod klima, hvad angår tøjproduktion," sukker Lisa, og fortsætter: "Derfor bredte mit projekt sig ud til at blive en større undersøgelse af tekstilbranchen, hvad der rører sig, og hvad der er på vej af tiltag." 

 Som led i undersøgelsen udarbejdede Lisa flere interviews med adskillige nøglepersoner indenfor området - blandt andetMarie Busck, CSR- og bæredygtighedschef for Dansk Mode & Tekstil.  

Det handler ikke kun om klima 

Gennem disse interviews blev det klart for Lisa at oprettelsen af nye klimamærker ikke er på tegnebrættet  - men det erderimod en udbygning af allerede eksisterende mærker. Ifølge Ecolabel Index findes der på nuværende tidspunkt over 450 forskellige miljømærkninger, hvad enten det gælder tekstiler, madvarer, elektronik og meget mere. Indenfor tøj- og tekstilbranchen har man især opmærksomheden rettet mod miljømærkningerne Svanemærket, som er det officielle mærke i norden, både EU-Blomsten og Svanemærket er livscyklusbaserede. At kigge efter de to mærker er den nemmeste måde at forsikre sig om, at ens tøj er blandt det mindst skadelige på det nordiske og europæiske marked - og det er ikke kun når det gælder klimaet, men også når det kommer til sundhed og en række andre områder.  

 "I modedagsordenen tales der om skadelig kemi, arbejdsforhold, menneskerettigheder, biodiversitet mm. Klima er vigtigt, men vi skal også have øje for alle de andre dagsordener, så vi tilskynder ikke specifikt til klimatiltag, men ser på hvad der påvirker værst," som Marie Busch har udtalt til Lisa i et interview. 

 

Tekstiler er det nye plastik i miljødebatten 

Men det er ikke alene produktionsforhold, der gør at tøjindustrien har et højt klimaaftryk. Den enorme overproduktion af tøj spiller en stor rolle. Ifølge Faktalink køber den gennemsnitlige dansker 16 kilo tøj om året, men lader knap fem kilo ligge i klædeskabet. Og efter at have gennemført sin undersøgelse er Lisa ikke i tvivl:  

 "Med den vej som produktionen går, så vil den eksplodere, som en konsekvens af stigende befolkningstal og at folk har flere penge mellem hænderne. Det gør det utopisk at tro at vi kan fortsætte med at leve på denne måde", fastslår hun. 

Det er Marie Busck tilsyneladende også bevidst om - Lisa citerer hende netop for at sige: "Tekstiler er det nye plastik i miljødebatten." 

 

Krav på vej - hurtigere end forventet 

Det er ikke alene CSR-chef Marie Busck, der gør sig overvejelser om tekstilproduktion og klima - der laves også tiltag på europæisk plan. Her er det blevet besluttet at alle EU-medlemslande inden 2025 skal sikre en særskilt indsamling af tekstilaffald, for at fremme sortering, genbrug og genanvendelse af tekstiler. På dansk jord er det planen at sikreindsamlingen af tekstilaffald allerede fra 2022. 

 

Ved du hvad du kan gøre for at shoppe tøj mere bæredygtigt?

Læs Marie Busck og Lisas råd herunder: 

  1. Tænk dig om, inden du shopper. Tøj, som ligger urørt i skabet, skader lige så meget som det, du flittigt bruger. 
  2. Køb tøj af høj kvalitet, som du derfor bruger længe.  
  3. Benyt dig af cirkulære koncepter (leje af tøj, gå i genbrugsbutikker, videresalg osv.) i forbindelse med anskaffelse og afskaffelse af dit tøj. Især EU-Blomsten og Svanemærket er gode pejlemærker. Du kan læse mere om miljømærkninger her.
  4. Køb efter miljømærkninger - kun sådan kan du være sikker på, at du skåner både miljøet og din egen krop mest muligt. 
  5. Undgå blandingsprodukter (f.eks. tøj med både polyester, bomuld og f.eks. nitterdetaljer). Tøj med forskellige materialer er langt sværere at genanvende, når du skal affaldssortere tekstiler.

Du kan læse mere om miljømærkede tekstiler i denne guide.

 

Scroll til toppen