I den nye regerings grundlag ”Ansvar for Danmark” er der ambitioner om at styrke klimaindsatsen med et klimamål for Danmarks klimaaftryk i verden, en fremrykning af dansk klimaneutralitet fra 2050 til 2045 samt en overvejelse om at reduktionsmålet for 2030 skal opjusteres. Det giver håb om en dansk klimindsats svarende til Danmarks rimelige bidrag til at holde den globale temperaturstigning under 1.5’C.
I VedvarendeEnergi savner vi dog flere konkrete tiltag på den korte bane. Der er behov for allerede nu at øge 2030 målet til omkring 80%. Desuden skal Danmark reducere import af biomasse og levere den klimabistand til de fattigste lande, som Danmark har lovet med Paris Aftalen. Og så skal vi have borgerne med.
Når vi ser på borgernes og civilsamfundet rolle i omstillingen, så er der et stort hul i regeringsgrundlaget. VedvarendeEnergis formands Jonathan Ries pointerer:
”For at lykkes med klimaindsatsen skal borgerne fremover have en central rolle. Borgerne skal have mere reel medbestemmelse og medejerskab, hvis opbakning til den grønne omstilling skal forblive på et højt niveau. Desuden skal vores forbrug og dets betydning for det globale fodaftryk mere i fokus. Det er ikke nok at regeringen fokuserer på de store virksomheder og nye teknologiske forhåbninger i fremtiden. Borgerne skal spille en mere aktiv rolle i omstillingen, uanset om det er i energifællesskaber til udbygningen af vedvarende energi, frivillige reparationsværksteder, mere miljøvenlig og kollektiv transport, inspiration til mere klimavenlig mad eller andet.”
Et grønt nybrud i regeringsgrundlaget er en flyafgift på i gennemsnit 100 kr per flyrejse. Det er et vigtigt skridt for at få vendt udviklingen med stigende klimabelastning fra flyvning og for at give en håndsrækning til de miljøvenlige alternativer. Det har vi i VedvarendeEnergi arbejdet for i mange år, og erfaringer fra Sverige viser at det faktisk virker. Uddybning og yderligere oplysninger ved politisk koordinator Gunnar Boye Olesen, gbo@ve.dk, tlf. 86227000