I den grønne omstilling er der behov for alle – også de ældre generationer. Derfor har VedvarendeEnergi opstartet fire grønne borgergrupper for seniorer, som bidrager til grøn omstilling og mere bæredygtighed i deres lokalsamfund rundt omkring i landet. Én af grupperne holder til i Årslev på Fyn, hvor de sammen har opstartet reparationsværkstedet PolRep. Her kan alle – både private og virksomheder – få hjælp til at reparere deres defekte ting. Bjarne og Lars fra PolRep fortæller om, hvordan det er at være en del af værkstedet – og hvorfor der er brug for reparationsværksteder som deres.
Af Charlotte Elisabeth Christiansen
I det store arbejdsrum står adskillige metalreoler langs væggene – og endnu flere er placeret midt i rummet. De er fyldt til bristepunktet med alverdens ting: Værktøj, kasser med reservedele, computerskærme, printere, støvsugere, småmøbler – og alt muligt andet. I den ene side af rummet står flere arbejdsborde placeret på en sirlig række som i et kontorlandskab. To mænd sidder ved hver deres bord, og arbejder koncentreret. Én af dem er i gang med at reparere det, der ligner en printer, som næsten er skilt ad.
I den anden side af rummet står to grønne lædersofaer med et stort kakkelbord imellem. På bordet er en kaffekande, kopper og kage sat frem. I sofaerne har to mænd sat sig til rette. I den ene sofa sidder Bjarne. Han har været en del af værkstedet, hvor han sidder denne eftermiddag, siden starten. Som kasserer i PolRep står Bjarne for de administrative opgaver. Han har også udviklet det system, som gruppen bruger til at holde styr på de mange genstande, der bliver indleveret til reparation.
”Mine hænder er jo EDB-hænder, og alle de andre gaver har jeg ikke fået. De to, der står der, de kan reparere tingene – jeg løber bare skrigende væk, når det er,” siger Bjarne med et grin, og peger på Lars og Ewald, som er i gang med reparationer ved arbejdsbordene.
Verden kan ikke holde til at vi smider ud
For omkring to år siden, da Bjarne gik på efterløn, var han med til at starte værkstedet op. Indtil da arbejdede han i et par år som vært på Polymeren – en slags centrum for kultur- og fritidslivet i Årslev – hvor PolRep også holder til. Tidligere har Bjarne også været ansat hos Odense Renovation. Her vejledte han borgerne i ti år omkring hvilket affald, der skal smides i hvilken container på genbrugspladserne. Og det blev en øjenåbner for ham:
”Jeg har set de tonsvis af ting, der har ligget ude på pladsen dengang. Det er fuldstændig forrykt. 90 procent af de ting, der ligger på genbrugspladsen, fejler ingenting. Nogle gange har det aldrig været pakket ud – tingene lå stadig i original-emballagen, bare smidt ud. Det er helt grotesk. Og verden kan jo ikke holde til at vi smider alle de ting ud. Der er vi et par verdener bagud,” fortæller Bjarne. Han fortsætter:
”Jeg foreslog faktisk direktøren derude på et tidspunkt, om vi ikke skulle lave en butik på pladsen. Det kan du bare gøre, sagde han.”
Bjarne endte dog med ikke at være med til at opstarte butikken – men han forklarer at butikken i dag er en realitet, og at man her kan købe brugte ting fra genbrugspladsen.
Ulige fordeling af ressourcer
Det er ikke alene jobbet hos Odense Renovation, der førte til at Bjarne blev opmærksom på det enorme ressourcespild, der er herhjemme. Også igennem skoleprojektet SVF Skagenskolen i Gambia, som Bjarne er involveret i sammen med sin svoger, har han fået øjnene op for at der er en enormt ulige fordeling af ressourcer i verden.
”Når du ser hvad de har i Gambia, så har de ingenting. Og så ser du herhjemme at vi smider ud en masse. Kontrasterne der er store,” forklarer han.
Alligevel var det først, da han blev en del af PolRep, at Bjarnes interesse for genbrug og bæredygtighed for alvor opstod. Som tilflytter til Årslev var Bjarnes motivation for at blive en del af værkstedet i første omgang udsigten til det sociale – og at møde nogle flere mennesker.
Men for Bjarne har det også været vigtigt at bidrage med den viden og de kompetencer, som han har, i værkstedet. Og her bidrager alle i gruppen med noget forskelligt.
Der er ingen grund til at købe nyt
En af dem, der står for reparationer i værkstedet, er Lars. Han er uddannet indenfor tele og radio – og hans interesse for reparationer stammer fra hans læretid.
”Jeg har jo nok skilt et eller andet ad som ung. Og så er det vokset,” griner Lars. I værkstedet reparerer han for eksempel radioer, fjernsyn, cd- og videoafspillere. Han har også repareret en massagestol. I eftermiddag kom der en kunde ind med en metaldetektor.
”Det er første gang,” bemærker Lars, som ikke er helt færdig med reparationen endnu. Han reparerer altid forskellige former for elektronik, og det er netop elektronik som kunderne især gerne vil have hjælp til at reparere. Og det er der en grund til, mener Lars:
”Der findes jo næsten ikke radio- eller fjernsynsværksteder mere. Folk køber bare nyt. Og for det meste er det kun bagateller, der er galt med tingene. Så der er mange, der får købt nyt uden grund.”
Meget mere end et reparationsværksted
Selvom PolReps mission er at lave reparationer og redde ting fra at ende på genbrugspladsen, er det meget mere end et reparationsværksted. PolRep er også et samlingspunkt for gruppen – et sted, hvor man kommer hinanden ved og er en del af et fællesskab. Og det foregår især i de grønne sofaer, hvor snakken går lystigt over en kop kaffe.
“Det er her at vi klarer verdenssituationen,” smiler Bjarne. På den måde fungerer sofagruppen som centrum i værkstedet – ikke mindst fordi kaffemaskinen er placeret lige ved siden af.
“Den første, der kommer ind, han laver kaffe,” forklarer Lars. Bjarne supplerer: “Kaffe og kage er noget af det vigtigste.”
Når Bjarne og Lars skal pege på det bedste ved værkstedet, så handler det da heller ikke kun om reparationer og genbrug: ”Det bedste er, at vi kan få tingene lavet, og at vi kan hjælpe hinanden. Og så er det det sociale samvær,” slutter han af.