Rapport fra klimaforhandlingerne i Bonn, 4. juni 2015, Gunnar Boye Olesen:
De afgørende forhandlinger om en global klimaaftale er netop nu i fuld gang som optakt til det afgørende COP21 klimatopmøde i Paris til december.
Det foregår i Bonn, hvor forhandlere fra hele verden netop nu er samlet i to uger for at forhandle om, hvad der skal stå i den globale klimaaftale. Der er potentiale for en global aftale, som kan være med til at sikre, at det globale klima ikke bliver mere end 1,5 – 2’C varmere i gennemsnit. Men det er også muligt, at landene ikke kan blive enige, og bare ender med at lade den globale temperatur stige.
Centralt i debatten er spørgsmålet om, hvor dyr og besværlig omstillingen vil være til et samfund uden drivhusgasudslip.
VedvarendeEnergis bidrag til klimaforhandlingerne
På den baggrund prøvede VedvarendeEnergi sammen med INFORSE (International Network for Sustainable Energy) og andre organsiationer i dag at komme med vores bidrag til forhandlingerne.
Vi arrangerede en præsentation, kaldet et “side-event”, hvor vi præsenterede en lang række planer og scenarier for omstilling til 100% vedvarende energi og til et samfund uden netto drivhusgasudslip. Her fik jeg lejlighed til at præsentere VedvarendeEnergis energivision, hvor vi som bekendt har beregnet, at omstilling til 100% vedvarende energi frem til 2030 i Danmark kan gøres med god økonomi og med brug af dansk, bæredygtig biomasse. Jeg fik også nævnt, hvordan en dansk omstilling til vedvarende energi kan lede frem til et drivhusgasneutralt Danmark.
Andre lande bød ind med deres scenarier for omstilling til 100% vedvarende energi
Ved arrangementet fik vor vision selskab af scenarier for Storbritannien, Australien, og mere overrraskende også for Marrokko og Ethiopien. Fra Ethiopien kom tilmed en regeringsrepræsentant, der fortalte hvordan regeringen i Ethiopien, der er det næststørste afrikanske land befolkningsmæssigt, planlægger at udvikle landet og samtidig reducere det i forvejen lave drivhusgasudslip. Der skal investeres i et elsystem baseret på vedvarende energi, som kan levere strøm nok til at kunne drive det mellemindkomstland, som Ethiopien regner med at blive frem til 2025. Der skal også investeres i elektriske jernbaner mellem de større byer til tog, der skal erstatte mange biler, busser og lastbiler.
Who’s Getting Ready for Zero
Arrangementet havde samlet over 80 klimaforhandlere, observatører, forskere m.m. Fra Danmark var der bl.a. folk fra Energistyrelsen, Greenpeace og det nye FN-center i København.
De mange planer og scenarier bliver nu samlet i en rapport “Who’s Getting Ready for Zero”, som vi vil præsentere, når den kommer. Indtil da kan man se præsentationerne på www.inforse.org.
Det bliver nu spændende at se, om de mange planer i rapporten vil gøre verdens lande mindre bange for at omstille til 100% vedvarende energi, men til gengæld mere modige med at nedsætte deres udslip af drivhusgas.
det er lykkes med dette og mange andre initiativer at gøre verdens lande lidt mindre bange for at omstille til 100% vedvarende energi og skære drivhusgasudslippene kraftigt.