Nej tak til Atomkraft

Det danske folketing besluttede i 1985, at atomkraft ikke skulle indgå i de danske energiplaner. Det efterfølgende år i 1986 oplevede Europa de farlige konsekvenser, der kan være ved atomkraft, hvis det går galt. Tjernobyl-katastrofen efterlod en forladt by med et radioaktivt miljø samt store og negative sundhedsmæssige konsekvenser for mange mennesker og dyr. Den dag i dag er 10.000 km² af land ved området ikke egnet til økonomisk aktivitet, og man kan stadig måle øget radioaktivitet i flere fødevarer i Ukraine og i nabolandene.

Atomkraft er igen dukket op på dagsordenen, og der er aktører på energiområdet, som foreslår atomkraft som et fornuftigt alternativ til den vedvarende energiforsyning. Vi mener ikke, at atomkraft kan være del af en grøn omstilling, da atomkraften er økonomisk urentabel, tager mange år at bygge og få i produktion, og etisk samt miljømæssig uforsvarlig for fremtidige generationer. Man har ikke fundet lagringsmuligheder for det højradioaktive affald, og man kan heller ikke garantere sikkerheden på disse kernekraftværker.

Læs 12 emner, der bør med i en debat om atomkraft: Lad os tale om atomkraft

Læs indlæg i Ingeniøren “Danmark har klaret sig fint i 40 år uden atomkraft“

De aktører på energiområdet, der foreslår atomkraft som et fornuftigt og billigt alternativ til energiforsyning fra vedvarende energikilder, indrømmer kun nødigt at atomkraft i praksis kun er en billig energikilde, når den produceres af ældre kraftværker, hvis investering er betalt. Prisen for nye atomkraftværker er langt højere end kraftværker, der er baseret på alternative energikilder som vindkraft eller biomasse. Landvind, udbud i Spanien er omkostningerne 22 øre/kWh (30,2 €/MWh), mens havvind-og solkraft i Danmark kan nu produceres til under 30 øre/kWh (300 kr/MWh = 40 €/MWh) for nye anlæg. Prisen for at sende strømmen til Norge og retur for til at udbalancere den svingende vind er omkring 5 øre/kWh mens det seneste atomkraftværk, Hinkley Point i England, får 105 £/MWh (125 €/MWh) i 15 år, og det har alligevel økonomiske udfordringer. Ydermere kan man se på en sammenligning fra det velrenommerede energikonsulenthus Lazard, hvor landvind er estimeret til 26-50 $/MWh mens nye atomkraftværker ligger på 131-204$/MWh. Atomkraftværker er derfor dyre og giver langt dyrere strøm end vedvarende energikilder fra land- og havvind.

I NEA/IEA rapport påstås atomkraft er billigere end alt andet (undtaget landvind). Der regnes med en atomkraftpris på 40 øre/kWh (61 $/MWh). NEA/IEA medtager dog ikke de dyre værker fra Vesteuropa; men bl.a. russiske værker til urelistisk lave priser, (sml 2,1 mia €/MW i IEA rapport med Hanhikivi, 5-6mia€/MW). Rapporten beregner prisen for atomkraft med dette værk i en serie, som ikke er ved at blive bygget, dvs. man kan ikke købe et værk til den pris, som de angiver. Frankrig angiver f.eks. 30 øre/kWh. Der regnes desuden med 60 års levetid, hvilket der ikke er erfaring med.

Et andet argument er omkostningerne af nedbrydning af gamle atomkraftværker, som hidtil har en gennemsnitlig levetid på ca. 30 år. Et af atomkraftens væsentligste problemer er det radioaktive affald, som det efterlader. De højradioaktive dele af det skal holdes isoleret fra mennesker og levende natur i mindst 100.000 år. Selvom der er flere forslag til langtidsdeponering af affald, står de alle over for det fundamentale problem, at ingen menneskelig konstruktion nogensinde er konstrueret til at holde hverken 100.000 eller 10.000 år. I Danmark har vi endnu ikke løst problemet med en mindre mængde atomaffald fra forsøgsreaktorerne på energiforskningscenteret Risø ved Roskilde Fjord. Læs mere om affaldsproblemerne i World Nuclear Waste Report 2019.

Det er ikke kun atomkraftværkerne, der giver radioaktivt affald: Uranminedrift og brændselsproduktion giver også store mængder affald. Radioaktivt og giftigt affald, de såkaldte tailings, hober sig op som bjerge ved uranminerne, hvorfra forureningen spredes. Radioaktivt materiale optages i fødekæder og ender dermed i dyr og mennesker. Flere store og små ulykker har vist, at atomkraften er langt fra en sikker teknologi. Ulykken i Fukushima den 11. marts 2011 viser trods alle forsikringer om det modsatte, at atomkraft ikke er en sikker energiressource. Et jordskælv udløste en tsunami, som skyldede ind over atomkraftværket Fukushima. Tre af atomkraftværkets reaktorer nedsmelter herefter og udslip af brint dannet ved nedsmeltningen resulterede i eksplosioner og brande, som medførte betydelige udslip af radioaktivt materiale. 80.000 mennesker har måttet forlade deres hjem, og oprydningsarbejdet forventes at vare op til 40 år.

Der kommer løbende nye forslag til nye former for atomkraft, som opfindere og andre atomkraftbegejstrede argumenterer for. En række af dem går under betegnelsen 4. generations atomkraft, som ikke er en bestemt teknologi; men koncepter for atomkraft, som ikke bruges i dag. Fælles for dem er at de fortsat er under udvikling, og at de ikke kan komme i brug i større skala for 2030’erne. Dermed kommer de for sent til den hurtige indsats for at erstatte fossil energi, vi har brug for af klimahensyn. Atomkraftfortalerne argumenterer ofte med at de nye former for atomkraft ikke har de samme problemer som nuværende atomkraft. Da teknologierne ikke er afprøvet i andet end mindre forsøgsanlæg, er det ikke muligt at afgøre hvilke problemer, der vil være, hvilket radioaktivt affald, der bliver produceret og hvordan radioaktivitet kan spredes med de nye teknologier. Atomkraftfortalerne argumenterer ofte også med at vedvarende energi ikke kan forsyne hele verden med energi. Der er direkte forkert, da en lang række studier viser hvordan vedvarende energi, primært sol-og vindenergi, suppleret med geotermi, vandkraft og bæredygtig biomasse, kan forsyne hele verden med den energi, vi har brug for.

En af ideérne til nye atomkraftværker er små atomkraftreaktorer med en effekt typisk mellem 20 MW og 200 MW. Nuværende reaktorer under opførsel har en effekt over 1000 MW. Tanken er at de små reaktorer kan serieproduceres og dermed blive billigere, og for nogle af koncepterne at de kan bygges ind i en normal skibscontainer. Umiddelbart er konceptets problem at energien fra en mindre reaktor som udgangspunkt er dyrere end fra en stor. Det vil kræve en meget stor, nok urealistisk stor, serieproduktion for at det skal blive billigere. Et andet problem er en reaktor i en container ikke har den samme sikkerhed som en normal reaktor med en kraftig betonindeslutning. Et tredje problem er at hvis sådanne reaktorer opstilles i lande, der ikke har atomkraft i dag, kan de være med til at sprede radioaktivt materialer til lande, der ikke sikkert kan håndtere radioaktivt materiel. Desuden ændrer de generelt ikke på atomkraftens problemer med radioaktivitet ved minedrift, oparbejdningsanlæg og deponering af radioaktivt affald.

Nogle opfindere arbejder med reaktorer, hvor det fissile, radioaktive materiale er opløst i et salt. I et kammer med flydende salt skal mængden af fissilt materiale være så stor, at der sker en fission (spaltning), som opvarmer saltet. Herfra skal det sendes til en varmeveksler, hvorfra varmen skal overføres til en turbine til elproduktion. For at sikre en stabil proces skal en del af det smeltede salt sendes gennem et filter for at rense affaldsstoffer bort. Et af problemerne ved metoden er, at man med cirkulationen af det radioaktive salt spreder radioaktiviteten over et større område end i en almindelig reaktor. Et andet problem er, at smeltede salte giver korrosion og derfor nedbryder vægge, rør m.m. i reaktoren. Der har været et forsøg med en reaktor med smeltet salt “the Molten-Salt Reactor Experiment” (MSRE) ved Oak Ridge National Laboratory, 1965-69. Reaktoren var i drift ca. 1/3 af tiden i de 4 år eksperimentet varede, hvorefter det blev stoppet pga. alvorlig korrosion fra det smeltede salt. Senere har der i Kina været forsøg med en reaktor med smeltet salt i en kort periode. Aktuelt forsøger den danske start-op virksomhed “Seaborg Technologies” at udvikle en reaktor med smeltet salt; men indtil videre er virksomhedens koncept ikke afprøvet i praksis, så virksomhedens påstande om reaktoren er alene baseret på teori.

Der er blandt nogle atomkraftfortalere et hype om at bruge thorium til atomkraft frem for uran. Det er dog ikke så let. Thorium er ikke fissilt, dvs. det kan ikke spaltes ved en atomkernereaktion, som nogle uran-isotoper og plutonium kan. Det kan derfor ikke bruges i en atomkraftreaktor. Til gengæld kan det ved bestråling med neutroner omdannes til uran-233, der er en temmelig radioaktiv uran-isotop, som kan spaltes i en reaktor, eller i en atombombe, under stor energiudvikling. Uran-233 er således fissilt ligesom det normale atomkraftbrændsel uran-235 og plutonium. Uran-233 findes ikke i naturen, da den omdannes hurtigt ved radioaktivt henfald.

Thorium kan omdannes til uran-233 i en reaktor. Bedst er en formeringsreaktor, hvor der ikke bruges vand som kølemiddel, da vand optager mange af neutronerne fra kerneprocessen. I stedet kan f.eks. bruges et smeltet metal eller et smeltet salt. Alternativt kan omdannelsen fra thorium til uran-233 ske med neutroner fra en accelerator med el som energikilde. En accelerator bruger en del energi, og er et komplicerende element i processen.

Ved processen, hvor thorium bestråles med neutroner, produceres en lille del uran-232, som er meget radioaktivt, hvilket komplicerer behandlingen af den producerede uran og stiller væsentligt øgede krav til sikkerhed. Generelt skal uran-233 oparbejdes ved at reducere mængden af uran-232, før det kan bruges i f.eks. en reaktor. Det skal gøres i et særligt anlæg, svarende til de berigningsanlæg, der anvendes til at øge andelen af uran-235 i atombrændsel i naturligt uran, hvor den største del er uran-238. Men ved adskillelse af uran-233 og uran-232 er materialerne langt mere radioaktive, og et anlæg skal derfor være mere sikkert og mere automatisk.

Der har været en række statslige programmer for thorium-uran233 reaktorer, bl.a. i USA, England, og Rusland. I USA har uran 233 også være anvendt til en atombombe i 1955. Programmerne blev afsluttet før 1990 uden at lede til udvikling af en kommerciel reaktor. En uheldig bi-effekt ved USAs program var produktion af to tons uran-233, som nu udgør et ubehageligt, radioaktivt affaldsproblem.